<!DOCTYPE HTML PUBLIC “-//W3C//DTD HTML 4.01 Transitional//EN”>Header imageArtikel Copyright Henrik Føhns 2003   [ HOME ]  

 
Elefantmandens land

Elefantsyge er en næsten glemt sygdom. På trods af at 90 millioner mennesker lider under opsvulmede arme, ben eller testikler. Danske forskere i Tanzania prøver at udrydde den mærkelige sygdom med utraditionelle metoder 
 
Af Henrik Føhns 
 
Det Mørke Fastland. Navngivet af den amerikanske journalist Henry Stanley efter han fandt Dr. Livingstone i 1871 dybt inde i det nuværende Tanzanias tropiske busksavanne. Den fugtige hede får sveden til at drive allerede i Dar Es Salaams lufthavn, som den sikkert drev af de tyske kolonister, der fulgte efter Stanley for kun 100 år siden. En del af dem kom til det daværende Tysk Østafrikas nordligste havneby Tanga, hvor mange døde en tidlig død i det uvante klima. Umiddelbart er Tanga et hul af en støvet og fugtig post-kolonial soveby. Men den har også sine sære eksistenser. Lige overfor frugtmarkedet ligger elefantmanden i udkanten af kørebanen og tigger. Hans tykke ben ligner mest kævler af et fyrretræ. Han har ildelugtende svampeinfektioner i begge ben, som han slår på, og råber: “Please help me, Mister!” Han får et par slidte pengesedler. Tiggeren deler skæbne med cirka 90 millioner mennesker i varme og fugtige områder af Afrika, Sydamerika, Asien og Oceanien, som er ramt af den mærkelige elefantsyge. Forårsaget af en parasit, der ødelægger lymfekar i arme, ben og pung, så den syges lemmer svulmer op til en absurd størrelse. Befolkningen på Tanzanias kyst er hårdt ramt. I landsbyerne har tre – fire procent af befolkningen udviklet ben-elefantiasis, og op til 30 procent af alle mænd over 15 år har større eller mindre hævelser i pungen. Nogle er på størrelse med en lille æske tændstikker – andre er som en volleyball.
 
Den hvide vampyr

Vores mål er landsbyen Kwemwale i Bondei-stammens område på vejen til den gamle tyske feltstation Amani. Jordvejen bærer stadig tydeligt præg af tyskernes brolægning, men vi drejer fra på en hullet muddervej, der løber gennem landsbyer, hvor børnene vinker og råber “mzungu” – hvid mand – efter Landcruiseren. Mørket falder på som et tungt gardin, der uden varsel bliver trukket for. Ildfluerne danser omkring bilen, da den kører fast i et hul, og chaufføren må slå firehjulstrækket på. Videre mod målet længere inde i den mørke skovlignende bevoksning. Pludselig fanger billygterne en mudderindsmurt gul motorcykel. Et forsølvet klistermærke af Den Lille Havfrue glimter fra tanken. Kwemwale står på den anden ende. Høsten er slut, og landsbyens mænd har drukket tæt af deres hjemmebryggede øl – “pumbe” – en gullig gæret drik med god slagkraft. Nogle unge fyre har taget trommer og marimba frem, og landsbyens teen-age piger svinger hofterne svøbt i skrigende kulørte kangaer, mens de syngende danser i rundkreds omkring musikerne. En sejlende beruset mand skråler med i en rød megafon. Pludselig kæmper en hvid mand med en lampe på hovedet sig gennem mængden og tager megafonen med et stort grin. Han råber noget på kiswahili i den, og går tilbage til et bord foran en lerklinet hytte. Her sidder to kvinder i pæne kjoler og hvide gummi-handsker i skæret fra en kraftig petroleumslampe omringet af landsbyfolk. Én efter én rækker Kvemwales indbyggere hånden frem og afgiver en blodprøve. De små børn skriger, de unge drenge demonstrerer deres mandsmod, og de gamle kvinder kniber øjnene sammen, når de bliver prikket i fingeren. Den hvide mand med lampen på hovedet hedder Dan Meyrowitsch. Han er en 32-årig dansk biolog med runde sygekasse-briller udsendt på et tre-årigt forskningsprojekt i elefantsyge. Projektet er financieret af DANIDA og Dansk Bilharziose Laboratorium i Charlottenlund, der forsker og underviser i tropesygdomme. Han slukker lampen på hovedet og hilser velkommen på kiswahili. “Karibu!”, og understreger, at hans feltarbejde ikke altid foregår under så livlige og festlige former. Men høsten er som sagt slut. “Det har ikke været nemt at få lov til at tage blodprøver midt om natten,” fortæller han, der har speciale i parasitologi. “I nogle landsbyer troede de, at vi var forklædte “shetanier” – onde ånder – der som hvide vampyrer vil tømme dem for blod. Så vi måtte tage afsted med uforrettet sag.”
 
Orme i kroppen

Men Dan Meyrowitsch er ingen hvid vampyr. Han leder efter parasitter i blodet. Parasitter som er årsag til elefantsygen – lymfatisk filariasis. Parasittten har en indviklet livscyklus. Larverne bliver overført fra menneske til menneske via myg. Man siger, at myggen er mellemvært for parasitten. De små larver vokser inde i myggen, og når de har en vis størrelse, så er de parate til ved myggens hjælp at trænge ind i et nyt menneske. I mennesket modnes larven og bliver til en fire – fem centimeter lang tynd orm, som lever i lymfesystemet. Lymfesystemet omkring ormene bliver ødelagt, og lymfevæske trænger ud i vævet. Det er årsagen til folks opsvulmede lemmer. De voksne orm producerer nye larver, der bliver suget op af myg og overført til et nyt menneske. Cirklen er sluttet. “Vi tager blodprøver om natten, fordi parasitlarverne har tilpasset deres døgnrytme til myggene, og derfor er helt ude i de fine blodkar efter mørkets frembrud,” fortæller Dan Meyrowitsch. Ved at analyserere blodprøverne i et mikroskop, kan han tælle, hvor mange parasitlarver patienterne har og dermed fastslå, hvor udbredt lymfatisk filariasis er i Kwemwale. Det er nemlig ikke alle smittede, som udvikler synlige symptomer, men til gengæld bidrager de til at smitte andre mennesker, fordi de mange myg i området overfører larverne. “Elefantsyge er en underlig sygdom,” siger Dan Meyrowitsch. “Den slår ikke folk ihjel, men invaliderer dem.” I modsætning til for eksempel malaria og AIDS er der forsket meget lidt i elefantsyge. Én af årsagerne er, at den ikke er dødelig.
 
Heksedoktorens forbandelse

Dan Meyrowitsch går ind i hytten bagved. Det er tid til kliniske undersøgelser. Landsbyens beboere kommer ind én efter én og bliver undersøgt bag et snavset lagen. Dan Meyrowitsch og hans kliniske assistent trækker hvide gummihandsker på. Den første patient kommer ind. En cirka tresårig mand, der ser tilsyneladende normal ud, men da han lader bukserne falde ned om anklerne, kommer hans pung på størrelse med en håndbold til syne. Dan Meyrowitsch trykker på den. Manden siger, at den har været hævet siden 1973. Han tror, at hans pung er hævet, fordi han har sovet med kvinder, der har menstruation. Den danske biolog forklarer sammenhængen mellem myggene og larverne og fortæller manden, at mange andre mænd også er ramt af elefantsyge i pungen. Det er vigtigt at fortælle, fordi det betragtes som flovt at have hævet pung. Det er ikke noget man snakker om. Manden trækker bukserne op og lunter ud igen. Andre folk i landsbyerne tror, at elefantsyge kommer af at drikke kokosmælk eller er en kønssygdom. Nogle tror også, at en heksedoktor har kastet en forbandelse over deres kønsorganer, fordi de har sovet med en anden mands kone.
 
Medicin i køkkensaltet

“Der eksisterer ingen undersøgelser over, hvad den betyder økonomisk og socialt,” fortæller Dan Meyrowitsch. “Men folk har svært ved at arbejde i marken eller fiske, hvis deres arme eller ben er svulmet op. Eller de har en stor, tung pung, der gør det umuligt at gå med bukser. Jeg har været i byer, hvor mænd med ben-elefantiasis bor alene. Og unge mennesker har svært ved at blive gift, hvis de har elefantsyge. Ligesom deres sexliv kan blive meget vanskeligt, selvom sygdommen i de fleste tilfælde ikke påvirker deres produktion af sæd.” Man kan operere for elefantsyge i pungen, men ikke i ben og arme. Desværre er operationen så dyr, at den praktisk taget ikke bliver foretaget i Tanzania. Dan Meyrowitsch smider de hvide gummihandsker, vasker hænderne i sprit og inviterer på en kop te i det lille “hoteli” – en slags café – ved siden af. Det er en lerklinet hytte med hårdt stampet jordgulv, et par borde og bænke samt et ildsted, der sender en tyk røg ud i det mørke lokale. Indehaveren – Peter Petro – har bagt mandazier – små olierede boller – og serverer sød te i snavsede plastikkopper. På bordet står en hvid plasticbøtte med påskriften “Chumvi ya afya” – sundhedssalt. Dan Meyrowitsch griber den og siger: “Det er salt, vi får lavet i Danmark. Det er tilsat 0,3 procent diethylcarbamazin (DEC), som man har behandlet elefantsyge med gennem de sidste 45 år. Ved hvert måltid får folk en lille dosis medicin gennem saltet. Det er delt gratis ud i landsbyen, og alle beboerne har sagt ja til at deltage, velvidende at saltet er tilsat medicin mod elefantsyge.” Det er første gang, at denne metode bliver brugt i Afrika. Hidtil har man delt DEC ud i pilleform. Patienterne skulle tage en dosis i forhold til deres kropsvægt hver dag i tolv på hinanden følgende dage. For en voksen person kunne der være tale om mere end 100 piller fordelt over tolv dage. Men det gav problemer. “Folk hernede har en anden tidsfornemmelse end europæere. Og dertil kommer, at mange mennesker i landsbyerne har en helt anden opfattelse af medicin, som ofte gør det vanskeligt for dem at følge en bestemt medicinering. Nogle mennesker kan have en sej infektion gennem hele livet, men forblive fysisk sunde og raske. Derfor kan de ikke se nogen grund til at tage medicin,” siger Dan Meyrowitsch. Selvom de fysiske symptomer ikke opstår, så kan myg stadig overføre smitte fra tilsyneladende raske folk, som har masser af larver i blodet. Disse raske smittebærere kan man behandle gennem såkaldt massekontrol – behandling af hele landsbyer på én gang – og samtidig behøver man ikke at bruge tid og penge på at undersøge hele landsbyen først.
 
Billig behandling

“DEC er en meget billig medicin. Vi kan behandle en person et helt år for cirka to danske kroner plus udgiften til at blande medicin og salt. Og blandingen kan laves i en cementblander.” DEC helbreder ikke folk. De store hævelser forsvinder ikke, men deres akutte feberanfald ophører. Vigtigst af alt er dog, at spredningen af sygdommen ophører, så den næste generation vil slippe for elefantsyge. “Vi har nu behandlet Kwemwale i ét år. Tidligere var 30 procent af landsbyens beboere inficerede. Nu ser det ud til, at kun to procent af den gruppe stadig har parasitter i blodet. Og de har så få parasitter, at myggene sjældent får larver med, når de stikker menneskerne. Derfor bliver færre larver overført fra person til person, og så er spredningen af elefantsyge sandsynligvis stoppet,” siger Dan Meyrowitsch. Dansk Bilharziose Laboratoriums projekt er et pilotstudie i samarbejde med Tanzanias sundhedsvæsen. Det er allerede blevet rost af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), og Dansk Bilharziose Laboratorium håber på, at de gode resultater kan danne baggrund for et større kontrolprogram på hele den østafrikanske kyst. Dan Meyrowitsch gaber. Klokken er to om natten. Høstfesten er ebbet ud, og den sidste beboer er blevet prikket. Der er lang vej hjem til Tanga, hvor blodprøverne skal analyseres i morgen tidlig. Den danske biolog starter sin motorcykel, og hans baglygte forsvinder som en kulørt prik blandt ildfluerne på den mørke muddervej.
 
Copyright 2002 Henrik Føhns