Lige landet i London, hvor de har valgt en konservativ borgmester – for første gang, så vidt jeg forstår. Boris Johnson hedder den meget blonde 43-årige mand, uddannet fra Eton og Oxford. Angiveligt har hans mundtøj været holdt i meget stramme tøjler under valgkampen for at undgå tidligere tiders udsagn som fx:

“Voting Tory will cause your wife to have bigger breasts and increase your chances of owning a BMW M3.”

I valgkampen har han i stedet ført sig frem på at gøre en ende på bandevold og knivstikkerier. Her til morgen er den store historie et femdobbelt knivstikkeri i centrum af Leeds. Man kan undre sig over, hvordan den slags sker i verdens mest videoovervågede land? Måske duer de der kameraer ikke? Og måske skulle danske politikere tænke lidt over det, før de plastrer Strøget, Nørrebro og Jomfru Ane Gade til med kameraer?