TDC har lanceret “gratis” musik til deres kunder på bredbånd og mobiltelefoni. (Læs mere hos CW) En abonnementsordning til deres kunder, hvor man i princippet låner musik af TDC, så længe man er kunde hos dem. Smart træk for at holde på kunderne i en tid, hvor man ikke længere kan tjene penge på at sælge telefonminutter eller bredbåndsmegabyte. Og sjovt nok ligger TDCs nye tilbud i naturlig forlængelse af mine tanker i min hidtil sidste post hos Radar “Farvel Ejendomsret“.

Jeg skriver:

“Hvem gider eje elektricitet? Eller gas? Eller fjernvarme? Services, som ikke er fysiske men flyder til os, når vi har brug for dem.
I dag har vi bøger, plader, cd’er, dvd’er og malerier stående og hængende i vores hjem. De fylder. De støver. Og de er totalt overflødige. De er nemlig intet andet end transportmidler for en oplevelse. Og særdeles fysiske transportmidler.

Men alt sammen kan digitaliseres og transporteres som information gennem bredbåndets kabler. Hvorfor skal vi fortsat opbevare ikke-fysiske oplevelser på fysiske medier, der er både klodsede i vores hjem og belastende for miljøet, både når de bliver fremstillet, transporteret og destrueret igen?

Eneste argument er den private ejendomsret. Vi kan godt lide at eje ting. At røre ved dem. At kigge på dem. Men der er jo helt ærligt ingen grund til at slæbe flyttekasser med bøger rundt hele sit liv, hvis man allerede har læst dem.

Lad os i stedet opgive den private ejendomsret og tegne abonnement på digitaliseringen af hele klodens kulturarv, som var den elektricitet, der flyder til os, når vi trykker på kontakten.

Men skal vi så eje apparatet, der gør det muligt, at opleve kulturen? Næh, der er jo ingen af os, som tillægger en stikkontakt, et varmeapparat eller en gashane særlig værdi. Vores interface til kulturoplevelsen skal naturligvis være en del af det abonnement vi tegner på oplevelsen. Og så er det ligegyldigt, om det er en telefon, en computer, et tv eller en fladskærm til at vise malerier på væggen.

Hvis al kultur blev en ikke-fysisk service, så ville vi også slippe for problemer med copyright og tyveri. Man kan selvfølgelig stadig stjæle terminalerne, der formidler oplevelserne, men eftersom der kun er adgang med en personlig kode, og hvert interface er skræddersyet til den enkelte brugers smag og behov, så har selve terminalen ingen fysisk værdi.”

Her en måneds tid senere med TDCs nye tilbud i kortidshukommelsen er jeg måske en anelse mindre begejstret. Musik handler i vidt omfang om at dele oplevelser. Og det kan man ikke med PLAY – som TDCs nye påfund hedder. Faktisk kan man end ikke dele musikken med selv – forstået på den måde, at man ikke kan overføre musikken til ens egen mp3-afspiller. Den er simpelthen låst til telefonen eller Windows Media Player. Man skal vist være en rimlig umoden internet- eller computer/mobilbruger for at synes, at det er fedt. Hvis musik skal flyde som el eller vand, så skal det være til stede, hvor man har brug for det og ikke i en walled garden hos TDC. Det er det gamle Opasia spøgelse, der går igen.

Og når alt det brok er sagt – så kan jeg godt forstå TDC og IFPI. Det her er formodentlig et rigtig skridt på vejen bort fra døende fysiske medier. Og TDC udviser pionerånd som det første teleselskab med denne strategi. I Computerworld kan man nemlig også læse, at det koster TDC et to-cifret millionbeløb om året at lave PLAY. Man må håbe at penge går til kunstnere og komponister og ikke bare forsvinder ind i den fantasiløse pladebranche. TDC har i hvert fald (ligesom Apple), at der skal indhold til at drive infrastruktur. Det er klogt. Men det kan stadig diskuteres, om det er fedt at være bruger i det univers…