TDC har lanceret “gratis” musik til deres kunder på bredbånd og mobiltelefoni. (Læs mere hos CW) En abonnementsordning til deres kunder, hvor man i princippet låner musik af TDC, så længe man er kunde hos dem. Smart træk for at holde på kunderne i en tid, hvor man ikke længere kan tjene penge på at sælge telefonminutter eller bredbåndsmegabyte. Og sjovt nok ligger TDCs nye tilbud i naturlig forlængelse af mine tanker i min hidtil sidste post hos Radar “Farvel Ejendomsret“.
Jeg skriver:
“Hvem gider eje elektricitet? Eller gas? Eller fjernvarme? Services, som ikke er fysiske men flyder til os, når vi har brug for dem.
I dag har vi bøger, plader, cd’er, dvd’er og malerier stående og hængende i vores hjem. De fylder. De støver. Og de er totalt overflødige. De er nemlig intet andet end transportmidler for en oplevelse. Og særdeles fysiske transportmidler.
Men alt sammen kan digitaliseres og transporteres som information gennem bredbåndets kabler. Hvorfor skal vi fortsat opbevare ikke-fysiske oplevelser på fysiske medier, der er både klodsede i vores hjem og belastende for miljøet, både når de bliver fremstillet, transporteret og destrueret igen?
Eneste argument er den private ejendomsret. Vi kan godt lide at eje ting. At røre ved dem. At kigge på dem. Men der er jo helt ærligt ingen grund til at slæbe flyttekasser med bøger rundt hele sit liv, hvis man allerede har læst dem.
Lad os i stedet opgive den private ejendomsret og tegne abonnement på digitaliseringen af hele klodens kulturarv, som var den elektricitet, der flyder til os, når vi trykker på kontakten.
Men skal vi så eje apparatet, der gør det muligt, at opleve kulturen? Næh, der er jo ingen af os, som tillægger en stikkontakt, et varmeapparat eller en gashane særlig værdi. Vores interface til kulturoplevelsen skal naturligvis være en del af det abonnement vi tegner på oplevelsen. Og så er det ligegyldigt, om det er en telefon, en computer, et tv eller en fladskærm til at vise malerier på væggen.
Hvis al kultur blev en ikke-fysisk service, så ville vi også slippe for problemer med copyright og tyveri. Man kan selvfølgelig stadig stjæle terminalerne, der formidler oplevelserne, men eftersom der kun er adgang med en personlig kode, og hvert interface er skræddersyet til den enkelte brugers smag og behov, så har selve terminalen ingen fysisk værdi.”
Her en måneds tid senere med TDCs nye tilbud i kortidshukommelsen er jeg måske en anelse mindre begejstret. Musik handler i vidt omfang om at dele oplevelser. Og det kan man ikke med PLAY – som TDCs nye påfund hedder. Faktisk kan man end ikke dele musikken med selv – forstået på den måde, at man ikke kan overføre musikken til ens egen mp3-afspiller. Den er simpelthen låst til telefonen eller Windows Media Player. Man skal vist være en rimlig umoden internet- eller computer/mobilbruger for at synes, at det er fedt. Hvis musik skal flyde som el eller vand, så skal det være til stede, hvor man har brug for det og ikke i en walled garden hos TDC. Det er det gamle Opasia spøgelse, der går igen.
Og når alt det brok er sagt – så kan jeg godt forstå TDC og IFPI. Det her er formodentlig et rigtig skridt på vejen bort fra døende fysiske medier. Og TDC udviser pionerånd som det første teleselskab med denne strategi. I Computerworld kan man nemlig også læse, at det koster TDC et to-cifret millionbeløb om året at lave PLAY. Man må håbe at penge går til kunstnere og komponister og ikke bare forsvinder ind i den fantasiløse pladebranche. TDC har i hvert fald (ligesom Apple), at der skal indhold til at drive infrastruktur. Det er klogt. Men det kan stadig diskuteres, om det er fedt at være bruger i det univers…
april 2, 2008 at 12:46 am
Interessante tanker! Det får mig til at tænke på en artikel i Samvirke sidste efterår om uvurderlige ting, der med årene bliver gratis. For flere århundreder siden var lommeure forbeholdt fyrster i Europa. Senere kom versioner, der gik i arv fra far til søn. Og så kom armbåndsuret i 1910, som kun kostede en dollar. Pludselig havde alle råd til et ur! Med digitaliseringen fik vi pludselig ure i kuglepenne, stereoanlæg, videooptagere, clockradioer og fjernsyn. Uret var blevet reduceret til en tillægsfunktion, og i dag er der gratis et ur i mobiltelefoner og et utal af andre gadgets.
Tanken er, at den vej går det med alle ting. Biblioteker har været uvurderlige i oldtiden; i dag kan du downloade et gratis leksikon fra Internettet. Osv. osv.
Derfor kan jeg sagtens se TDC’s træk og indholdet i din artikel som naturlige skridt i den store udvikling. Men du har ret i, at musik nok ikke bliver helt gratis lige foreløbig 😉
april 2, 2008 at 6:36 am
“Lad os i stedet opgive den private ejendomsret og tegne abonnement på digitaliseringen af hele klodens kulturarv, som var den elektricitet, der flyder til os, når vi trykker på kontakten.”
Ved godt at du er pragmatisk, men er uenig med dig.
Kan se at du tidligere har skrevet om Chris Andersons “free” og dette er netop hvad han taler om. Digital content har lyst til at være gratis og vil på sigt blive gratis. Derfor må kunstnerne eller deres “griske” interesseorganisationer, tjene deres penge på andre måder. Chris Anderson giver flere eksempler på, hvordan dette kan lade sig gøre.
Premium, reklame financieret og cross-subsidies.
Ikke at Chris Anderson er orakel, men en global abonnement løsning er ikke en del af de løsningen for de pressede content providers. Faktisk har
Warner Brothers et forslag oppe lige nu, der ligger i forlængelse med hvad du forslår
http://www.techcrunch.com/2008/03/27/the-music-industrys-new-extortion-scheme/
Jeg ser ikke en musik skat som løsningen. For det første vil pladeselskaberne ikke gå med til dette, medmindre de får en stor profit. For det andet, så har folk meget forskellige forbrugsvaner, hvilket ville give en skævvridning i forhold til betaling.
Forstår ikke argumentet med at man skal lovgive og beskatte, for at støtte en døende forretningsmodel.
Det relevante spørgsmål, som jeg også stiller på min blog er, hvorvidt TDC tager den rette tilgang, i forhold til konceptet “Free”.
De forsøger at give noget væk gratis(musik), som på sigt vil være gratis og som for mange allerede er gratis.
De forsøger at beskytte deres forretningsmodel (kabel forbindelse/telefon) som på sigt også vil være gratis.
Ville det ikke være smartere, om de forsøgte at udkonkurrere på kabelforbindelses prisen og så tjene deres penge på andre ting?
Her vil jeg igen henvise til Chris Andersons beskrivelse af konkurrencesituationen inden for webmail og hvordan yahoo kunne tilbyde uendelig lagerplads.
Det kan sagten være, at TDC har valgt den rigtige løsning ved at satse på grtis musik, men tror bare at det er den forkerte hest de satser på.
Læs mere på min blog
http://mortensaxnaes.wordpress.com/2008/04/01/hvordan-ting-bliver-gratis/
april 2, 2008 at 10:01 am
Det har jo i mange år været anti-DRMeres svar på det legitime spørgsmål “hvem skal så betale” at vi skal have en slags radio-licensing for downloads. Altså udbetaling til kunsterne efter forbrug ud af f.eks. de lejeindtægter der kommer ind fra tjenester som PLAY.
Det budskab har man kunnet høre Cory Doctorow fremføre siden Reboot 6*.
På den baggrund er den negative reaktion på PLAY skuffende. Jeg selv betalte gerne 100-200 om måneden for all you can eat musik, hvis kataloget jeg betaler for til gengæld er komplet.
* YES! “Bluf med Reboot 6” – Endelig kunne jeg bruge mine egne tips: http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12876
april 2, 2008 at 10:08 am
Men får du al den musik du vil have? Hvad sker der, når rettigheder skifter hænder – ryger din favoritkunstner så pludselig ud af kataloget, som det fx jævnligt sker hos eMusic? Og så er der der altså lige problemet med, at man ikke kan have den på sin mp3afspiller. Hvis man kunne det – ok – så funker det. I øvrigt kan jeg ikke forstå, at dette skulle være det første tilfælde af sin art. Jeg mener, at kunne huske at Chris Anderson i “The Long Tail ” beskriver, hvordan han “låner” musik af Rhapsody?
april 2, 2008 at 10:36 am
Leverandør uafhængighed og lock-in fra de 4 store og alle de der problemer er bestemt problemer – der er iTunes en gave, fordi de har disintermediated de store og åbnet butikken grundigt for independents – og det vil man da også gerne have i sin musiktjeneste. Problemet for dem alle, også den jeg har, er komplethed.
april 2, 2008 at 10:39 am
Men Play er jo heller ikke komplethed. Den får vi ikke – endnu. Men den ville jeg gerne betale for: komplethed og portabilitet.
april 2, 2008 at 2:06 pm
Hvorfor eje? For at kunne huske bestemte kunstnere eller numre. På hylden er de mere synlige end på iPod’en – og eje for at undgå at musikken forsvinder som den f.eks. nogle gange gør hos eMusic. Derhjemme forsvinder musikken kun, når den lånes ud og hjernen kortslutter.
april 3, 2008 at 3:35 pm
ps. jeg elsker det billede.
april 11, 2008 at 11:12 am
http://www.radiokeneally.com
april 13, 2008 at 10:27 am
Hehe, interessant vinkel! Tjae, jeg har købt en del musik på f.eks. itunes og der fungerer jo fint – specielt hvis man har en konto i forvejen og hurtigt bredbånd. Jeg gjorde bare den fejl, at jeg ikke rigtig fik taget noget back-up og skulle for nyligt installere Itunes på min nye pc.
Jeg havde allerede delt noget af min musik med et par kolleger på arbejdet så desværre: “du har delt din musik med 5 andre!”
Boo -fing hoo Apple – jeg er færdig med at købe og “eje” min musik hos jer!
april 14, 2008 at 1:37 pm
@Jakob – ja det er en fed guitar, ik’?
@Thomas – du kan sagtes slette i listen af computere, som er koblet til din iTunes konto. Jeg havde haft nogle maskiner til support og skiftet til nye, så pludselig havde jeg også overskredet max-grænsen på fem. Generelt skal man sørge for at signe sin gamle computer af iTunes, før man skiller sig af med den. Det kan selvfølgelig være svært, hvis den er brudt samen. Men deres support er meget hjælpsom. Jeg skrev til deres support, og så nulstillede de kontoen. Så skal man bare signe sine forskellige computere på igen. Men du skal nok ikke fortælle dem, at det er dine kollegaer, du deler med. Det er ikke lovligt iflg. gældende ophavsret. Bare så du ved det….
juni 4, 2008 at 8:05 pm
For de der primært bruger musik som en lyd-kulisse (enten for at holde anden støj ude, eller for at fortrænge stilheden) gør det ikke den store forskel om musik er en flygtig vare som f.eks. elektricitet og vand. Når det er lige meget hvad der kommer ud af højtalerne kan man jo altid lukke op for hanen og få mere.
For andre mennesker er det derimod vigtigt at eje musikken. For kun når man har fysisk råderet over musikken kan man bruge den som man lyster. Og næsten endnu vigtigere – i det øjeblik man køber musikken har andre ikke længere lov til at tage den fra en. Også selv om pladeselskabet/butikken beslutter sig for ikke længere at at udleje varen, udskifte den med en anden udgave, eller trække den tilbage.
juni 5, 2008 at 12:06 pm
@Jan – noget musik vil jeg også bare eje, så jeg altid har det med sikkerhed. Men jeg har gennem årene samlet mange ting på min reol, som jeg kun hører i perioder og aldrig tager frem igen. Den slags musik af mere flygtig karakter har jeg ikke det fjerneste imod at låne eller leje.