Egentlig ville jeg have skrevet en lang ting om bz’ere og Ryesgade 58, men tiden er løbet fra mig. Jeg er startet på den, så eftersom blogging er work in progress kommer her det første afsnit, der starter på en meget regnfuld søndag d. 14. september 1986. Forhåbentlig får jeg tid til at lave en fortsættelse snart, hvor min beretning fra alle ni dage kommer.
Før generation friværdi

Jeg havde købt mine hvide gummisko i Magasin på Kgs. Nytorv, da jeg fik ud af skolen i 1979. Jeg blev rigtig glad for dem, da jeg så et foto af Danmarks første punkband SODS, hvor bassisten Knud Odde også havde sådan et par hvide gummisko.

Men nu var der gået hul i sålen på højre fod. Jeg vidste at den var gal, men det var mine bedste sko. De havde street-cred, og jeg kunne løbe i dem. Og det blev måske nødvendigt, når jeg skulle til bz-demo. Så jeg tog en plasticpose uden på strømpen.

Allerede da jeg steg ud af bussen i den silende regn på Gl. Torv, vidste jeg, at den ikke gik. Jeg ville få sok, allerede inden jeg var nået ned til Rådhuspladsen, hvor demoen skulle starte.

Det var søndag d. 14. september 1986. Jeg var en græsrodsjournalist på Ugeavisen København. En venstresnoet undergrundsavis, der blev solgt på gaden af “bz-lignende” typer, men også et medie som fx Ekstrabladet og visse dele af Danmarks Radio tog alvorligt og citerede. En anarkistisk struktureret avis med kontakt til tidens undergrundsmiljøer i København.

Egentlig skrev jeg mest om musik, men på en eller anden måde var jeg blevet avisens bz-reporter. På trods af at jeg boede særdelse konventionelt i en to-værelses andelslejlighed ude i Brønshøj. Og jeg havde ingen lyst til at være bz-er og bo i kollektiv. Faktisk havde jeg en vis antipati for bz-ernes til tider ret snavsede vegetar- og urtetekøkkener og madrasser på gulvet. Men jeg skulle altså dække den her demo, der gik fra Rådhuspladsen til det besatte hus i Ryesgade 58, hvor jeg allerede havde været flere gange, og jeg vadede med flere hundrede demonstranter gennem Nørrebros regnvåde gader mod Østerbro.

Jeg havde ingen bz-historie. Da Byggeren på Nørrebro blev ryddet i 1980, var jeg til køreprøve i en københavnsk forstad, hvor den motorsagkyndige dumpede mig, mens han brokkede sig over de unge mennesker på Nørrebro. Jeg fik ikke tåregas på Musikmekanisk Museum, men så i tv-avisen med min far og mor, hvordan en bz-er smed et lokum i hovedet på Politiet. Og mens min senere bekendte Kulturmartin gravede tunnelen under Korsgade, som bz-erne brugte til at forlade Allotria i 1982, da sad jeg og lærte at skrive på maskine på Handelsskolen i Nyropsgade. Jeg var kort og godt en pæn dreng.

Men den søndag i september for tyve år siden var jeg i orkanens øje. De ovenstående begivenheder havde skærpet tonen. Der var bz-huer og kampklædt politi. Der var en stemning af krig. Mens vandet sev ind gennem plasticposen og videre ind i min sok, fik jeg information om, at når vi nåede Ryesgade, så skulle der ske “noget”.

Allerede i Trepkasgade, som fører ind til Ryesgade begyndte løjerne. Pludselig blev brosten brudt op og barrikader slæbt frem, og inden jeg vidste af det, stod jeg bag barrikaderne i en krigszone sammen med hætte- og styrthjelmklædte bz-ere i blå kedeldragter. På den anden side var et massivs opbud af politi iført hjelme og skjold.

Egentlig skulle jeg bare have lavet en kort reportage til avisen om demonstrationen, men eftersom vi først udkom torsdag, havde jeg i hvert fald to dage til at flyde ind i begivenhederne.
Jeg havde en ven, Carsten, i Ryesgade 56, naboejendommen til det bzatte hus. Jeg fik lov til at sove på hans sofa, og så var “krigskorrespondenten” på plads.